Men det er nok rigtigt at digte er eksplosioner i mindernes land. Digtsamlinger som minefelter. Men jeg tror heller ikke på det tilfældiges musik, heller ikke på det naive. Men jeg kan godt lide flowet i sproget. Men så er det rart at have redskaber at generere sætninger med, af. Hellere det end den inspirerede digter, der under egetræets vilde hvælv fortrylles af en simpel spurvs forhastede afvikling af sin evne til at flyve, ak!