Men jeg vender hele tiden tilbage til dette: Fordi du lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser.
Han følger vejen væk fra havet og ind i landet. Langs vejen er der plantet træer og buske, indimellem er der frit udsyn til markerne. Han ved ikke hvorfor han lod hende ligge. Hans knæ knirker svagt og lægger en rytme ind mellem insekternes summen. Luften er tryggende og grå, hans pande glinser. For at løsrive mig endeligt og bogstaveligt fra sporene, sagde han, sletter jeg mit efternavn som opholdt fortiden sig kun i det. Man fornemmer lidt smerte i hans blik. Han ser på året og forsvinder væk i horisontens neverending africa.