Men marken og hans slæbende gang, den døde krop, hans stærke grå hænder. Lavet af den danske muld, hugget ud af den europæiske historie, formet af det globale markede, nej, formet af den danske muld, hans blik, mørkt og dunkelt som de hvide skygger.
Ikke angst for det globale, siger han, men angst for detaljen, siger han, for det der sidder lige på næsen af én. Han grubler, mumler, næmest hvisler.
Landskabet rammer en vej, som fører fra havet ind i landet. En forvreden og slidt vej, som aldrig har set noget til det økonomiske opsving, som aldrig har mærket tyngden fra en let fiat, en toyota, kun mærket de få øjeblikkes uopmærksomhed, når en cykel finder vej ned mod vandet. Han lader det ligge, liget.