Men så stopper inderen Charles pludselig op. Han har fået øje på en uoverensstemmelse, en planløs bevægelse udenfor tid og rum, han tegner den op for sit indre øje, han sender vibrationer af tankemateriale i håb om at påvirke denne rude af uinspireret håb. Tragten han holder for øret er ikke stor, men gammel, han lytter og lytter og bruger flere krafter end man normalt bruger på at lytte. Charles står over for det umulige, mere umuligt end nogen handling han før har gjort. Det er ikke krystallerne der vibrerer, det er ikke pupilerne, ikke hans ansigts forældede ædelhed. Det er de dage, hvor du tilfældigt kommer med blomster og smil. Det er Charles, der forsvinder ned gennem hjernens forviklede gange, ind i sig selv. Han kommer nok aldrig igen.