Men subjektet bliver medium, akvarium, en indianer i sin dobbelthed. Jeg stryger hænderne mod lænderne og slæber mig afsted i denne stærke tid. Hvordan mon indianerne har det. Det hvide skær henover landskabet faldt venligt sammen med hans grå hud, hans grå øjne og hans grå t-shirt. Hans ansigt var ikke slidt, men markant og nådesløst. Du skal ikke blive for længe, sagde han, virkeligheden er dunkel her til aften. Han hævede det venstre øjenbryn, nej, han brynede, samlede øjnene, øjenbrynene. Dagen var godt igang, og det eneste der skete ude på den skide mark var den krop, som skulle flyttes før den begyndte at lugte. Et venligt øjeblik faldt ham om skuldrene og han stoppede op og hvilede. Det er sært med de skygger, sagde han, hvide men alligevel dunkle, sagde han, som om nogen havde glemt at evigheden ikke findes, sagde han, for os som er mennesker. Et omrids af visdom rejste sig fra hans pande. Han fortsatte sit arbejde med den døde krop.