Og huset er et skib. Og min hånd er en klokke. Og min sporvogn er en hat. Og min computer er en saltmine. Og min bus er en flagermus. Og det kan ikke blive ved på denne måde men det gør det. Fordi vi er begyndt, Yldynk, og vi har taget den vej og nu puffer ordene blidt men bestemt os i ryggen, som små emsige kinesiske embedsmænd, der bare vil have gjort arbejdet færdigt.