Og min disharmoniske hjerne bemærker at rytmen følger sætningen, Autechre. Det er som at skrive inde i fremtiden, på et behageligt sted omgivet af rædsel. Fremtiden er hele tiden begyndt, som om jeg beboede et orgel, det er byerne jeg tænker på, hvide og rodede, lufthavne hvor flyene er gået på grund. Jeg træder ud af cockpittet og skal orientere mig på jorden. Der er helt stille. Nej det er ikke rigtigt. Noget er helt tæt på andet ligger udenfor min hørevidde. Der er nogen der arbejder med maskiner, det er alle mine minder, et usorteret mylder af hændelser. Men rummet. Rummet fungerer stadigvæk, og afstande og størrelsesforhold virker intakte. Men på en foruroligende måde.