Og måske vil det altid være en kollektiv drøm at skrive til man segner. For at sige dette,Vacale, har du døbt mig. Vacale, dit fornavn er en fugleflok som segner. Et fly under skyerne kaster sin lange skygge efter os. Det er jo ikke flødeskum der sprøjtes ud over skyerne. Det er en politisk magtesløshed. Og bomber kan aldrig være kirurgiske eller præcise. Lad os sy dem sammen igen og lægge dem tilbage i bjergenes indre. Nej. Det er naivt. Men vi må være naive, Vacale. Sådan som du ligger og sover i min seng, Vacale, en dynen som en smeltende iskappe, er jeg et naivt billede på ømhed. Sengene smelter.