Ud af mine øjne vokser de 24-timer voldsomt afsted og jeg fyldes af afmagt. Timerne virker lige nu uoverkommelige, jeg er slukket fuldstændigt ned, kreativt.
Tænker på en masse, men kan ikke finde en form at lægge det ned i.
Det er simpelthen ikke godt nok. Det er en underkastelse, en indrømmelse, men jeg skal nok holde ud. Det er bare som om jeg ikke kan finde en ordentlig grund til at skrive. Jeg kan ikke finde min rude, ikke åbne mit vindue.
Tilgengæld er jeg enormt begejstret over hvad jeg læser rundtomkring. Det er herligt!