Men det er december og udenfor suser en fyrreskov træt,
et asyl for din glemte berøring, en knitren,
en dirren, et spørgsmål om hvad der skal leveres tilbage:
Min kølige velkædte angst for markedets vilkår
eller
kulminens ophørsudsalg. Men først illusionen,
jeg skriver i en tomheds skygge, jeg skriver så mørket
har et sted at finde hen, så min evighedssøgen
kan folde sig ud i en skov som en susen.
Men så
hvilken kvalme finder asyl i en glemt-glemt berøring?
hvilken fyrreskov suser så træt?
Min vaklen er ærlig som et prægtigt palæ
og i grunden er det let at gå til.