Men så er det du er forsvundet. Jeg hører musik og det her døgn, som jeg snød mig igennem ved at finde lidt søvn undervejs, er ved at være ovre. Jeg har mange flere ord i mig, men dem vil jeg ikke dele. Men der er noget uhyggeligt ved denne skriven. Man tømmer sig, man nedbryder en eller anden grænse. Noget helligt, måske. Eller jeg føler det i hvert fald som om, en grænse bliver brudt. Jeg kan ikke gemme mig i iscenesættelsen som ellers. I overfladen. Men det er der jo ingen der ved. Men jo, det er der jo nu. Men de kan jo ikke være sikre på, du ikke er fuld af løgn. Men det er ikke det det handler om.
Jeg vil lade min by kollapse, lade krigsmaskinen gøre sit arbejde ude i verden i fred. Men jeg skriver usikre digte på ukendte sprog. Jeg ved ikke helt hvad det skal gøre godt for, men nu er det gjort, det var det. Jeg er sikker på, vi skriver igen en anden gang.
Ha' det dejligt blandt menneskenes faner og lyt, lyt når moderlandet spiller sin stilheds musik.