Men lad det ligge for nu. Jeg krydser ikke Atlanterhavet medmindre der virkelig står noget på spil. Men den dårlige samvittighed over den velstand jeg lever er unedbrydelig. Selvom jeg ikke ligefrem hersker i samfundets top. I samfundets top er der kun træer og kroner og små bitte mænd med lyst til deres koner. Men jeg tror man har brug for en modpol at skrive sig op imod, en modpol at spille sine holdninger op imod. Det er selvfølgelig åndssvagt at jeg ikke kan have holdninger der er holdninger i sig selv. Men det er da en forrygende blå himmel, der hersker udenfor. Den kalder på selskab.